Notater
Match 401 til 450 fra 450
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 401 | QUAY 1 | Kilde (S02304)
|
| 402 | QUAY 1 | Kilde (S02018)
|
| 403 | QUAY 1 | Kilde (S02017)
|
| 404 | QUAY 1CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02212)
|
| 405 | QUAY 1CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02211)
|
| 406 | QUAY 2CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02217)
|
| 407 | QUAY 2DATE 1834CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02215)
|
| 408 | QUAY 2DATE 1840CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02213)
|
| 409 | QUAY 2DATE 1845CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02214)
|
| 410 | QUAY 2DATE 1850CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02218)
|
| 411 | QUAY 2DATE 1860CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02216)
|
| 412 | QUAY 2DATE 1866-67PAGE 1:1, 219-304CHAN CHAN 15 aug 2009 | Kilde (S02222)
|
| 413 | QUAY 2DATE 1887-1905CHAN CHAN 15 aug 2009 | Kilde (S02224)
|
| 414 | QUAY 2DATE 1943PAGE 9:111-131CHAN CHAN 12 aug 2009 | Kilde (S02221)
|
| 415 | QUAY 2DATE 1944PAGE 9:169-201, 9:349-357CHAN CHAN 11 aug 2009 | Kilde (S02223)
|
| 416 | QUAY 2DATE 2001PAGE 3-48CHAN CHAN 09 aug 2009 | Kilde (S02220)
|
| 417 | QUAY 3DATE 1916CHAN CHAN 11 aug 2009 | Kilde (S02240)
|
| 418 | Sandsynligvis opkaldt efter frøken Wibeke Charlotte Trolle der 1787 var i huset hosGehejmeconferentsrådinde Krag Juel Wind hvor Peter Christian Sunne var fuldmægtig. | Sunne, Wibeke Charlotte (I187)
|
| 419 | Skifte efter Anne 10 juni 1789. Arv: 85-0-6. | Knutdatter Rem, Anne (I980)
|
| 420 | Skifte efter Anne 14. maj 1845. Arv 104-1-11. | Joendatter Gjerde, Anne (I891)
|
| 421 | Skifte efter Hans 27 jan 1845. Arv: 172-2-6. | Kristensen Ytterli, Hans Magnus (I992)
|
| 422 | Skifte efter hende 1. juni 1739 Arv 85 - 2 - 0. Jordegods og løsøre. | Gregoriusdatter, Enke Gunilde (I903)
|
| 423 | Skifte efter Knut 19 juni 1807. Arv: 219-0-2. | Wilhelmsen, Knut (I982)
|
| 424 | Skifte efter Wilhelm 15 juli 1774 | Joensen, Wilhelm (I979)
|
| 425 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Hinnum, Benjamin Rask (I766)
|
| 426 | Skønket? (deltog i indsamlingen ?) døbefont til Sundkirken. Død 92 år gl.Forbogstaverne i børnenes navne indgår i navnet på deres hus. | Sørensen, Hans Christian (I469)
|
| 427 | Storkorsridder, Konferensraad, Cand.jur., Generaldecisor og Chef for Generaldecisoratet i Generaltoldkammer- og Kommercekollegiet og siden Chef for Generaldecisoratet for det indirekte Skattevaesen i Finansministeriet Koebenhavn, Danmark | Wedel, Konferensraad, Cand.jur. Severin Henrik August (I1256)
|
| 428 | Stud. i Kbh. 1520, i Wittenberg 1529, mag. smst. 1533, professor i retorik 1539, tugtemester for prins Frederik (den 2.) 1541 - 52, dekan i Ribe 1547, bosat her 1552, Kgl. historiograf. Stud. i Købehavn 1520. I Wittenberg 1529, mag smst. 1533. Professor i retorik 1539. Tugtemester for prins Frederik II 1541-52, Dekan i Ribe 1547, bosat her 1552 Kongelig historiograf. Gennem Hans Svaning og Marine Sørensdatter Stage er der anefællesskab med Ludvig Holberg, Ærkebiskop Hans Svane, Johan Ludvig Heiberg og Viggo Stuckenberg. Kilde: Carl Langholz: Anetavle for berømte danskere Efter nogle års studier ved Københavns universitet, indtegnede han sig 23.12.1529 ved universitetet i Wittenberg. Han ville høre Morten Luther, og her traf han jævnaldrende danske kammerater bl.a. Peder Plade, en ung mand fra Ribe. Efter at han i 1533 tog magistergraden, synes han at være blevet i Wittenberg i næsten 6 år. Efter sin hjemkomst har han muligvis en kort tid været præst, men i 1541 blev han ansat som professor i retorik ved Københavns universitet, og samme år er det, at han bliver valgt til lærer "tugtemester" for prins Frederik (II) Det tyder på at dronning Dorothea skaffede ham et kannikedømme i Ribe 1547. I 1548 fulgte han prins Frederik på hyldningsrejsen til Norge, og da hans hverv som tugtemester var endt i 1522, tog han fast ophold i Ribe, hvor han blev til sin død. 1553 udnævnes han til Danmarks Riges Historicus. Han er den første, der har gjort sig fortjent til denne fine titel. Allerede i 1554 giver byens rigeste mand Søren Jacobsen Stage, ham da også sin ældste datter til ægte, Marine Sørensdatter Stage. Hun var ca.15 år gl. og han var 51 år. Trods aldersforskellen synes ægteskabet at have været lykkeligt. De levede sammen i 30 år og fik 15 børn, hvoraf 2 døtre døde som små. Som kongelig historiograf var det hans opgave at fortsætte Sakses Danmarks krønike. Han begynder med kong Dan og slutter med Christian II. I hans levetid synes kun afsnittet om kong Hans at være blevet trykt. Hans manuskript blev afleveret på universitetsbiblioteket, og et senere har historikere uden videre benyttet det. Som prinseopdrager havde han taget en svane som våbenmærke, derfor kalder de fleste af hans børn sig "Svane" Kilde: Frede Terkelsen: Slægter Hans Svanings Danmarkshistorie Hans Svaning (ca. 1500-1584) var uofficiel kongelig historieskriver i Danmark i anden halvdel af 1500-tallet. Hans hovedværk var en fuldstændig danmarkshistorie på latin, som blev færdig i manuskript i 1579. Den blev aldrig trykt i sin helhed, men manuskriptet endte på Universitetsbiblioteket, hvor det blev flittigt brugt af de efterfølgende historikere -indtil det gik tabt ved Københavns brand i 1728. Inden da var to længere uddrag af værket dog blevet trykt, og andre dele afskrevet af forskellige forskere, så man stadig i dag kan få et indtryk af det omfattende værk: et bredt fortællende historieværk i den klassiske retoriske tradition, og med sans for den rammende anekdote. De bevarede dele af denne danmarkshistorie bliver nu udgivet på latin med dansk paralleloversættelse. Kilde: www.ordnet.dk/svaning-projekt Hans Svanings Danmarkshistorie Hans Svaning (ca. 1500-1584) var uofficiel kongelig historieskriver i Danmark i anden halvdel af 1500'tallet. Hans hovedværk var en fuldstændig danmarkshistorie på latin, som lå færdig i manuskript i 1579. Den blev aldrig trykt i sin helhed, men manuskriptet endte på Universitetsbiblioteket, hvor det blev flittigt brugt af de efterfølgende historikere - indtil det gik tabt ved Københavns brand i 1728. Inden da var to længere uddrag af værket dog blevet trykt, og andre dele afskrevet af forskellige forskere, så man stadig i dag kan få et indtryk af det omfattende værk: et bredt fortællende historieværk i den klassiske retoriske tradition, og med sans for den rammende anekdote. De bevarede dele af denne danmarkshistorie bliver nu udgivet på latin med dansk paralleloversættelse. Præsentation af projektet I løbet af 15- og 1600-tallet blev der udfoldet store anstrengelser for at få skrevet en ny latinsk danmarkshistorie som kunne afløse og videreføre Saxos mesterværk fra 1200-tallet. En sådan udkom først på tryk i 1630-erne, men allerede i 1570-erne lå det første forsøg i genren færdigt. Det var skrevet af Ribedekanen Hans Svaning (ca. 1500-84) og omfattede hele historien fra Kong Dan til og med Christian 2. Svaning indleverede sit værk til regeringen i 1579, men åbenbart blev det ikke godkendt, for det blev ikke trykt. Manuskriptet til denne første større danmarkshistorie efter middelalderen (som må have været sørdeles omfangsrig) endte på universitetsbiblioteket, hvor det sammen med så mange andre skatte gik til grunde ved Københavns brand i 1728. Men inden da var to større afsnit - kong Hans' historie og Christian IIs historie - blevet publiceret på tryk og en lang række kortere partier excerperet i forskellige sammenhænge. Endelig er to længere afsnit af Christian I's historie bevaret i en (foreløbig) renskrift, formentlig udført af Svanings sekretærer. Tilsammen er der i dag bevaret substantielle dele af dette værk, som er yderst værdifuldt, som tidsdokument, som litteratur og i et vist omfang også som kilde. Kong Hans' historie, den eneste del der blev trykt i Svanings egen tid, udkom som vedhång til det gensvar imod Johannes Magnus' sverigeshistorie (Refutatio calumniarum cuiusdam Joannis Magni) som Svaning på bestilling fra regeringen udgav i 1561. Christian IIs historie blev trykt i Tyskland 1658 og igen i 1670. Omstændighederne bag disse udgaver er ikke opklaret, men i 1658 har det snarere været svenskerne end danskerne der havde interesse i at publicere netop det afsnit af danmarkshistorien. Svanings danmarkshistorie er, som det fremstår i de bevarede dele, et karakteristisk eksempel på renæssancens latinske historiografi: et bredt fortællende værk i den klassiske retoriske tradition. Fortællestilen er levende. "Svaning kan udfolde en uhøjtidelig fortælleglæde og ved enkle midler skabe atmosfære eller gøre begivenheder og personer levende så de fremtræder anskueligt for læseren" (Harald Ilsøe). Enkelte steder indfletter forfatteren sågar egne oplevelser i beretningen. Ikke mindst Christian II-biografien må appellere til et nutidigt publikum med sine dramatiske optrin og sin hang til det anekdotiske. Værket er udpræget anti-svensk. Dette kan være grunden til at det færdige værk aldrig blev trykt. Det faldt muligvis for det forbud mod stridsskrifter de to lande imellem der var indbygget i stettinerfreden efter Syvårskrigen. En anden grundholdning er den reformatoriske. Værket er på mange møder et reformatorisk programskrift. Også som personskildrer er Svaning litterært interessant. Som Harald Ilsøe skriver om den sammenfattende karakteristik i kong Hans-biografien: "et levende historisk portræt med skær af autenticitet - effektfuldt eller talentfuldt alt efter hvordan men betragter det, men under alle omstændigheder et portræt som ingen anden dansk historiker i det 16. og 17. århundrede har ydet magen til." Resterne af Svanings værk er værdifulde for udforskningen af dansk historiografi: De bevarede dele er i sig selv er betydningsfuldt monument, og i de 150 år det samlede værk var tilgångeligt, har det haft stor betydning for en lang række andre historikere såsom Huitfeldt, Pontanus, Stephanius og ikke mindst Meursius. Det bevarede materiale omfatter: Christian 1.s historie i en formodentlig foreløbig version og med flere lakuner, bevaret i håndskrift (KB: GKS 2444, 4º). Kong Hans' historie (komplet). Trykt i 1561 sammen med Svanings Refutatio calumniarum cuiusdam Joannis Magni.. Christian 2.s historie (komplet), trykt i Frankfurt i 1658 og igen i København i 1670. Egenhåndige forstudier til denne biografi er bevaret i håndskrift. En række excerpter i Steffen Hansen Stephanius' kommentar til Saxo (Notæ Uberiores, Sorø 1645), primært vedrærende sagnhistorien. En række håndskrevne excerpter foretaget af Thomas Bartholin d. y. i håndskriftet Bartholiniana J (KB: E Don. Var. 1, fol.), spændende over perioden fra 1056 (Sven Estridsøn) til 1481 (Christian 1.s død). Enkelte håndskrevne excerpter i AM 8? 165 om sagntiden. En indholdsfortegnelse over hele værket, optegnet af Steffen Stephanius (Cod. Holm. K 5, trykt i Danske Magasin VI Rk. 1, 1913, s. 5-8 og 176-77). Herudover er der bevaret enkelte skitser og forarbejder fra Svanings hånd, som ikke kommer til at indgå i udgaven. Den kritiske udgave af den latinske tekst, som skal ledsages af en dansk paralleloversættelse, forsøger så vidt muligt at rekonstruere den færdige Danmarkshistorie. Projektet finansieres af Carlsbergfondet. Svaning, Hans 1503-84, kongl. Historieskriver, var født i Landsbyen Svaninge i Fyn. Hans Forældre vare Bønderfolk; men han havde en Slægtning i den gejstlige Stand, M. Jens Andersen, Kansler hos Biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere. Der fortælles, at han i sin Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o. 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de vare vante til. Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns Universitet kom S. 1529 til Wittenberg, hvor han forblev længe og 1533 tog Magistergraden. Han maa allerede her have givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532 faaet kongeligt Løfte paa noget saadant. 1539 blev han kaldet til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog dog kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den 7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for sin Lærergjerning aflagdes S. med Kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547 Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme. a Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og Svane trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til ±Danmarks Riges Historicus. Men den Gang vare de historiske Kilder ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve. Den Opgave der blev stillet Svane, var at fortsætte Saxos Historie indtil hans egen Tid. For at faa Stof til et saadant Værk berejste S. forskjellige Dele af Landet for navnlig i Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommen med i sit (efter hans Død udgivne) Værk "Gothorum Sveonumqve historia". Det var navnlig Kansler Johan Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives. 1559, da S. var færdig med sit Modskrift, fik Universitetets Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af S.s Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, "efterdi det er Sandingen". S.s Arbejde, der dels indeholdt en Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans Historie, blev da trykt. Men efter at det var færdigt fra Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til den Udvej at udslette S.s Navn paa Titelbladet og i Steden derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus (XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig fra den Tid, da P. Parvus skulde have førdedes i Udlandet i Christian IIs Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under Titel: "Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi . . . Huic accessit chronicon s. historia Joannis regis Dani" in declarationem ejusdem refutationis (1560, faktisk 1561). Vi kunne ikke her dvælet ved dette skrifts senere Skæbne. Snart efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der atter lagt Beslag paa S.s publicistiske Evner, og han maatte paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med Undtagelse af ovennævnte "Refutatio" vides ingen af S.s Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans "Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske" (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II) indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i Norden. Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske Hverv have sinket S. i hans Arbejde paa Danmarks Historie. I ethvert Tilfølde gik det langsomt fra Haanden, skjønt S. ikke savnede kraftige Opfordringer til at fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til Frederik Is Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var S.s Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr. 1579 fik S. Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt sammen til Kansler Niels Kaas, «paa det fornævnte danske Historie med desstørre Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa». Værket blev nu overgivet til Universitetets Bedømmelse; men det kom ikke videre. S. var jo ogsaa en gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at det kunde komme for Lyset. I mange Aar hørte nu S.s Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok, og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af S. s Værk, der omhandlede Christian IIs Historie. Denne Konge var nemlig afmalet af S. med de sorteste Farver, og det var Vand paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa Danmark. For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af S.s egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting, maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid. I det hele var Stræng Paalidelighed just ikke S.s Sag; han synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved Gætninger og dristige Kombinationer. Dog har han den Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved Universitetsbibliothekets Brand 1728. S. døde i Ribe 20. Sept. 1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept. 1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4. Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en senere Tid tog sig for at imødegaa S.s ovennævnte Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger («liberis qvam libris procreandis aptior fuit»). Vi holde os dog hellere til Vedel, af hvem S. (1567) omtales som en saare værdig og kundskabsrig Mand, «vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus». Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. S. 68 ff. Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff. H. F. Rørdam. Hans Svaning (1503 - 20. september 1584) var en dansk historiker. Svaning blev født i landsbyen Svaninge på Fyn. Hans forældre var bønder, men han havde en slægtning i den gejstlige stand, magister Jens Andersen, kansler hos biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere. Der fortælles, at han i sin barndom var halt og skævbenet, men at han ved et pludseligt fald fik sin førlighed. Han gik i Københavns Skole, mens Christiern Thorkelsen Morsing var rektor der (omkring 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den tid, da Sigbrit Willoms dominerede i København og lod de fornemme herrer stå uden for sin gadedør i regn og slud, mens hun formente de fattige skolepeblinger at gå rundt og tigge deres føde, som de var vant til. Efter at have studeret nogle år ved Københavns Universitet kom Svaning 1529 til Wittenberg, hvor han blev længe og 1533 tog magistergraden. Han må allerede her have givet sig af med historiske studier, da Philip Melanchthon et par år efter, at han var kommet hjem, foreslog Christian 3. at lade ham beskrive den danske reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange ophold der har han måske fået ved, at indtægten af et præstekald på Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en kapellan. I hvert fald havde han 1532 fået kongeligt løfte på sådant. 1539 blev han kaldet til professor i retorik ved Københavns Universitet, men indtog dog kun i to år denne stilling, da han 1541 blev lærer for den syvårige tronfølger, prins Frederik (2.). 1548 fulgte han denne på hans hyldingsrejse til Norge, ved hvilken lejlighed han ved sin opfordring bevægede Laurents Hansen til at oversætte en del af de norske kongesagaer til dansk. Som løn for sin lærergerning aflagdes Svaning med kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Sidstnævnte sted fik han 1547 dekanatet med løfte om det første ledige kanonikat. Da prinsen var 18 år gammel, var hans læretid forbi, og Svaning trak sig nu tilbage til sit prælatur i Ribe, der blev hans fremtidige hjem. I 1550'erne indsamlede han historisk kildemateriale fra klostre og andre steder og var i den forbindelse formodentlig udstyret med et kongebrev, der ikke er bevaret. Det har fået nogen til at mene, at han skulle have været udnævnt til "Danmark Riges Historicus", kongelig historiograf, men samtidige kilder giver ikke belæg for en sådan antagelse. Det er dog stærkt sandsynligt, at kansler Johan Friis havde opfordret Svaning til at skrive et fortsættelse til Saxos Gesta Danorum. For at få stof til et sådant værk rejste Svaning rundt til forskellige dele af landet for navnlig i klostrenes bogsamlinger og arkiver at udsøge, hvad der kunne tjene til hans formål. Snart blev imidlertid hans tid og flid taget i brug til andre litterære opgaver, nærmest af politisk art, idet regeringen benyttede ham til at besvare et nærgående angreb på Danmark, som den afdøde svenske ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommet med i sit posthumt udgivne værk Gothorum Sveonumqve historia. Det var navnlig kansler Johan Friis, der holdt på, at den svenske forfatter burde gendrives. 1559, da Svaning var færdig med sit modskrift, fik Københavns Universitets professorer befaling til at gennemse det, om de mulig kunne forbedre noget deri. De foreslog da også nogle forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe polemik; men da disse ændringer blev forelagt kongen og kansleren, fik professorerne dem tilbage med den bemærkning, at hvad de havde slettet af Svanings bog, skulle blive stående og intet udelades, "efterdi det er Sandingen". Svanings arbejde, der dels indeholdt en gendrivelse af Johannes Magnus, dels en fremstilling af kong Hans' historie, blev da trykt. Men efter at det var færdigt fra pressen, må man være kommet på de tanker, at det ikke var så heldigt, at det udkom under Svanings navn. Man greb da til den udvej at fjerne Svanings navn på titelbladet og i stedet for sætte den afdøde professor Petrus Parvus Rosæfontanus' samt tillige omtrykke nogle blade for at give det udseende af, at det var et ældre skrift, der væsentlig skrev sig fra den tid, da Parvus skulle have førdedes i udlandet i Christian 2.s følge. Det har dog muligvis også haft betydning, at skriftet mod store (magnus) Johannes blev udgivet af lille (parvus) Peter. I denne skikkelse udkom da bogen under titlen: Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Mag ni Gothi ... Huic accessit chronicon sive historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis (1560 angivet på titelbladet, faktisk trykt 1561). Der vil ikke her blive dvælet ved dette skrifts senere skæbne. Snart efter dets fremkomst fulgte det blodige sammenstød mellem de nordiske riger, Den Nordiske Syvårskrig. Under denne blev der atter lagt beslag på Svanings publicistiske evner, og han måtte på regeringens forlangende forfatte flere afhandlinger til gendrivelse af svenske fejdeskrifter, ligesom han senere under lensstridighederne med kongens farbrødre, de slesvigske hertuger, måtte løne regeringen sin øvede pen. Men med undtagelse af ovennævnte Refutatio vides ingen af Svanings skrifter at være udgivet i hans levetid. Hans Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske (1565, trykt hos Holger Rørdam: Monumenta historiæ Danicæ, bind 2 (1875))indeholder dog en god udredning af årsagerne til krigen i Norden. Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske hverv sinkede Svaning i hans arbejde på en Danmarkshistorie. I hvert fald gik det langsomt fra hånden, skønt Svaning ikke savnede kraftige opfordringer til at fuldende dette nationale foretagende. Følgen var, at den mening efterhånden dannede sig, at han dog ikke var sin opgave ret voksen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var nået til Frederik 1.s tid; men så fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanings svigersøn, 1578 ventebrev på det prælatur i Ribe, som Svaning havde, og 24. februar 1579 fik Svaning befaling til med det første at begive sig til kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle dokumenter han havde samlet, og overgive det alt sammen til kansler Niels Kaas, "paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa". Værket blev nu overgivet til Københavns Universitets bedømmelse, men det kom ikke videre. Svaning var jo også en gammel mand og savnede vistnok den energi og åndslivlighed, som hørte til for at lægge sidste hånd på værket og drive på, at det kunne komme for lyset. I mange år hørte nu Svanings arbejde til de håndskrifter, der gemtes i Københavns Universitetsbibliotek og gik fra den ene historieskriver til den anden. Arild Huitfeldt har benyttet det i større målestok, og Johannes Meursius ikke mindre. 1658, da krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der ville Danmark ilde, det formålstjenligt i Frankfurt at udgive den del af Svanings værk, der omhandlede Christian 2.s historie. Denne konge var nemlig afmalet af Svaning med de sorteste farver, og det var vand på svenskernes mølle, en slags forsvar for deres overfald på Danmark. For øvrigt indeholder samme historie maleriske træk af Svanings egne oplevelser eller erindringer | Svaning, Hans (I504)
|
| 429 | Sunnelven | Olsdatter Helbostad, Lina Hansina Maria (I1025)
|
| 430 | Synes ikke at være optegnet på Crocodillegade 20A ved FT 1855. | Sunne, Anton Theodor (I058)
|
| 431 | Tog efternavnet Larsen i 1959 | Jørgensen, Petra Nikoline Jensine (I1187)
|
| 432 | Tog mellemnavnet Rask i 1994. | Schmidt, Michael Hartman Rask (I764)
|
| 433 | Tryggve Olavsson var født mellem 925-935 død 963 i Bohuslen. Tryggve var søn af Olav Geirstadalv Haraldsson som var en af Harald Hårfagers sønner. Da hans far blev dræbt af Erik Blodøkse i 934, flygtede han til Oppland. Etter Harald Hårfagers død i 940'erne var det meningen, at den ældste søn, Erik Blodøkse, som overkonge skulle have halvparten af kongsindtægterne over hele landet. Håkon var en anden af Harald Hårfagers sønner. Han var opfostret hos kong Adalstein af England og kom nu tilbage til Norge og sluttede forbund med Sigurd Ladejarl i Trøndelag. De ventede et opgør med Erik, men han viste sig ikke. Han forlod landet og vendte aldrig tilbage. Håkon Haraldsson «Adelsteinsfostre» var nu enekonge eller i hvert fald den anerkendte rigskonge, men han fik næppe den magt, hans far havde haft. Hans egentlige rige var kystlandet fra Møre til Agder. I Trøndelag var han nok anerkendt som øverste herre, men her rådede først og fremset Sigurd Jarl. Nogen reel indflydelse på Opplandene havde han næppe. I Viken lod han brodersønnerne Tryggve Olavsson og Gudrød Bjørnssson sidde med styret. Der var brug for mænd med lokal autoritet , da danskerne gjorde gamle krav på Viken; Danmark var igen blevet forenet under én konge, som ventedes snart at begynde at vise tænder. Men foreløbig var Håkon og Tryggve i stand til at h?vde deres herredømme helt til Götaelven. I 952 udbrød kong Håkons krig mod Danmark. Tryggve var da i vesterviking i Irland og Skotland. Han kom hjem samme vinter og blev da overdraget kongedømmet i Viken med pligt til at forsvare landet mod ufred. Derefter herskede han uafhængigt i Viken. Men han rådede også i Østfold og på Raumarike. Erikssønnerne angreb ham, men måtte vige. Efter Håkons død i 961 herskede Tryggve fremdeles i Viken. I Vestfold herskede hans unge søskendebarn, Gudrød Bjørnsson, men Tryggve var overkonge og den, som styrede. I 962 indgik han forbund med Håkon Jarl. Tryggve blev dræbt i sit rige i Båhuslen, enten af oprørske bønder eller af fætteren Gudrød Eiriksson, i 960'erne. Han var gift med Astrid Eiriksdatter, som ifølge sagaen var datter af en stormand på Jæren, Eirik Bjodaskalle på Obrestad. Hun var med barn, da Tryggve blev dræbt, og Snorres fortælling begynder med en dramatisk beretning om, hvordan hun kun med nød og næppe bjærger sig og den lille Olav Tryggvason fra den onde dronning Gunnhild og hendes mænd, som var efter barnet for at dræbe det. Til sidst søgte Astrid mod øst i Gardarike, hvor hun havde en farbror, og her voksede Olav op, Norges kommende konge. | Olavsson, Tryggva (I1080)
|
| 434 | Udlagt barnefader til Ane Sophie Larsen | Jørgensen, Lars Peter (I1283)
|
| 435 | Ugift | Sivertsdatter Hessegjerde, Aasta Marie (I1111)
|
| 436 | Ulfs far Uspak og farfar Usviv Spake var fra Island | Uspakson, Ulf (I1068)
|
| 437 | Ungkarl Albrecht Christensen 25 ? Aar, T...... i Nørreøxe. Pige Maren Kirstine Jensdatter, 20Aar, datter af huusmand Jens Christensen i Nørreøxe. Forlovere: huusmand Jens Christensen af Nørreøxe og huusmand Anders Laursen sammesteds. | Familie (F233)
|
| 438 | Var enkemand ved ægteskabet med Johanne Dorthea Jensdatter i 1756 | Rasch, Christen Hansen (I304)
|
| 439 | Var ved vielsen i 1859 anført som separeret - tidligere giftenavn var Holst. Fødenavn Korsberg, | Korsberg Holst, Charlotte Amalie (I789)
|
| 440 | Ved daaben fik han navnet Peder Thorkildsen Kragh | Kragh, Peter (I834)
|
| 441 | Ved FT 1885 var navnet anført som Leopold Vilhelm Schmidt. | Schmidt, Barber Vilhelm Leopold (I798)
|
| 442 | Ved Midten af den 16de århundrede levede her i Ribe en anset Borger og Handelsmand ved Navn Søren Jakobsen Stage. Blandt Biskop J. C. Blochs håndskrevne Samlinger til den fynske Gejstligheds Historie på Universitets-Bibliotheket findes også et Blad vedkommende denne Mand og hans Familie indlagt; på dette fortælles, uden at Kilden angives, at hans Fader var af en adelig Slægt i Sverrig, men blev fordreven fra sit Fødreneland, fordi han under en Krig (Unionskrigene under Kong Hans eller Kristiern den 2den) havde holdt med Kongen af Danmark. Han var gift med Maria Burre og må vel her i Landet have taget Bolig i Thy, siden Sønnen på den gamle Liste på Rådstuen over Byens Borgmestere kaldes "Søren Jacobsen Ty." 13 aug 2009 20:14:27 | Familie (F090)
|
| 443 | Ved sønnen Charles Emilius' dåb var han opført kun med navnene Emilius Rasch. Ved hans egen dåb stavedes efternavnet Rask. | Rask, Bådebygger Svend Larsen Emilius (I806)
|
| 444 | Ved vielsen i 1784 er efternavnet anført som Paschersdatter. I FT 1787 Kbh. er Julianes mor anført som "Johanna, Paskes enke", og ved sønnen Andreas Peters dåb i 1797 står moderen som: Juliane Maria Paske. Ved sønnen Johan Peters dåb i 1800 er moderen anført som: Juliane Marie Henrichsdatter. | Henrichsdatter Paske, Juliane Marie (I1091)
|
| 445 | Ved Villiams vielse i 1916 var Alvilda anf?rt som ugift. | Kruse, Alvilda Augusta Emilie (I1311)
|
| 446 | Viet i Den Herre Zebaoths Kirke - den tyske menighed. | Familie (F318)
|
| 447 | Viet i kirken af Pastor Lauridsen. | Familie (F269)
|
| 448 | Ægteskabelig stilling ved død i 1905: Forladt | Rask, Bådebygger Svend Larsen Emilius (I806)
|
| 449 | ændrede efternavn til Hove, da han blev gift i 1848 med Karen Martha Andersdatter Hove og flyttede fra Dalhus til Andersgården i Hove. | Knudsen Engeset (Dalhus, Hove), Tore (I888)
|
| 450 | Ærkebiskop i Nidaros | Jonson, Øystein (I1066)
|